10. juli 2013

Things are starting to change

De sidste uger er der sket en del større ting i mit liv. Jeg er kommet ind på Teko, skal derfor flytte til Herning, hr. Hansen er blevet færdig som Civilingeniør, vi har sagt lejligheden op, hr. Hansen har købt bil og nu har vi så endelig fået nogenlunde styr på vores boligsituation. Bliver næsten helt forpustet af bare at nævne alle de ting som er sket ;)

Jeg har været rigtig glad for at bo i Aalborg de sidste 4 år, så det hele er med lidt blandede følelser at jeg om ca. en måned flytter herfra. Jeg glæder mig selvfølgelig til alle de nye oplevelser som ligger i Herning og venter på mig, men der er sket rigtig mange ting i mit liv, mens jeg har boet i Nordjyllands hovedstad. Både positive og knap så positive. Jeg har lært nogle dejlig mennesker at kende som jeg bestemt vil komme til at savne når min nye adresse kommer til at hedde 7400 Herning.
Weekenden i sidste uge havde jeg fri fra arbejde, men det betød ikke at der var meget tid til afslapning... Fredag var vi i Fårup Sommerland sammen med nogle venner her fra kollegiet. Vejret var perfekt, næsten ingen køer og lækkert grillmad til frokost. Dét er lige til at holde til.


Vores Lørdag var dog lidt mere presset. Jeg havde lavet aftaler i Herning om 3 fremvisninger af lejligheder, inden vi skulle være i Ebeltoft for at fejre at en af hr. Hansens venner også fornylig er blevet ingeniør. Der var desværre ikke nogle af lejlighederne som talte 100% til os, så vi kørte lidt rundt og kiggede i vores kommende hjemby. Vi var så heldige at have lånt svigermors bil som er så stor at der kan ligge to luftmadrasser bagi, så det blev vores hjem mellem Lørdag og Søndag.
Turen til Ebeltoft var uden tvivl rigtig hyggelig. Det var rart at møde nogle flere af hr. Hansens venner hjemmefra og så var vejret jo igen perfekt. Da vi lidt efter middag havde fået slappet lidt af i haven osv. kørte vi mod Brørup for at kigge på bil. Mandag besluttede han sig så for at det skulle være den og vi fik presset ind i kalenderen at vi kunne køre ned efter den, inden vi skulle se 2 lejligheder mere i Herning.
Den sidste lejlighed vi så, havde ALT hvad vi havde drømt om. 110 kvm(det dobbelte af hvad vi har nu), store skabe, opvaskemaskine, ekstra rum til hr. Hansens computer og projekter, brændeovn, stor altan/tagterrasse og perfekt placering mellem centrum, Teko og motorvejen. Så det takkede vi ja til. Vi kan dog først flytte ind d. 15 September, men denne lejlighed er værd at vente på. Og nu glæder jeg mig bare endnu mere. 

3. juli 2013

Nu, som lidt mere voksen... På papiret

Nu skal jeg ikke længere skrive 26, men 27 når det drejer sig om min alder. Jeg ved godt at det måske ikke er det helt store spring, men for mig er det nu alligevel lidt stort... For som 26-årig er man næsten lige blevet 25, stadig ret tæt på og selvom man er tættere på 30 end 20 er det alligevel ikke så langt fra. Som 27-årig burde man nok bare snart indse at man skulle blive voksen og få styr på ens liv. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg faktisk ikke hvordan jeg troede mit liv ville være som 27 år ung. Havde nok troede at jeg ville være færdig med uddannelse og have et fast job. Men sådan gik det ikke helt.
Fine fine gaver
Da jeg var 15 år, kunne jeg ikke vente på at blive voksen. Da jeg var 22, ville jeg slet ikke være voksen. Men nu? På første dag af mit 27. år er det faktisk okay. For hvert år jeg bliver ældre er jo fyldt med gode oplevelser og kærlighed. Og jeg tror at min frygt for at blive voksen bunder lidt i at når man er voksen, bestemmer mange andre, hvad man vil med livet; job, børn, realkreditlån, hus, regninger. Og det har nok bare aldrig rigtig været med mig. Jeg har i hvert fald stadig en masse drømme og jeg er egentlig ikke mere låst fast end hvad jeg selv bestemmer.
Så alt i alt er det vel ikke helt ringe at blive ældre, bare anderledes. Så længe jeg har dejlige mennesker omkring mig til at fejre mine opture og hjælpe mig gennem mine nedture, skal det nok blive et godt 27. år fyldt med gode minder og oplevelser.

1. juli 2013

Pyh for en weekend...

Men på den gode måde. Har nemlig haft en helt igennem fantastisk weekend med masser af dejlige mennesker. Kl. ca. 9 Fredag morgen kom hr. Hansens forældre og lillebror gående op af trapperne til vores lejlighed for kl. 9.30 stod den på dimension for hr. Hansen og hans studiekammerater. Det hele var okay hurtig overstået, især hr. Hansens "gruppe" som kun bestod af ham og 2 andre. Efter nogle hyggelige timer nede i universitets kantine og hjemme i lejligheden kørte vi ned til Pandekagehuset som ligger nede ved havnen for at få frokost. I stedet for dessert kørte vi forbi Vebbestrup for at få en "lille" is. Aldrig har jeg fået så meget rigtig soft ice for så lidt og må sige de var gode, bare lidt for store til min allerede fyldte mave. Fredag aften stod den på familiehygge med hele familien Hansen, hvilket som altid var rigtig hyggeligt.
Lørdag havde vi været så heldige at låne hr. Hansens mors bil, da vi skulle en tur til Århus for at besøge min søde veninde Ditte, hendes kommende mand og deres altid underholdende datter. Nu når vi alligevel skulle et smut til Århus valgte hr. Hansen og jeg, nok mest mig, at vi lige kunne smutte ind forbi Bruuns Galleri og kigge lidt på butikker. Hvilket faktisk passede hr. Hansen overraskende godt, for så kunne han blandt andet lige få styr på min fødselsdagsgave :) Da vi havde oset lidt vendte vi snuderne mod Viborgvej. Efter en nybagt bolle og Anna var kommet op fra hendes middagslur, tog vi ned for at se udstillingen Sculpture by the Sea som består af 60 skulpturer på kysten fra Tangkrogen til Ballehage og så var det ganske gratis, hvilke jo er noget vi jyder kan lide ;) Ditte og Torben havde været så smarte at handle ind til en bette picnic-kurv med store danske jordbær, ærter, melon, kiks, juice og flere lækre sager. Så den spiste vi i Mindeparken lige ved Marselisborg Slot, så ja lidt kongeligt kom der da ind over lørdagen ;) Det endte faktisk med at vi først var hjemme igen ved 23-tiden, da der selvfølgelig skulle leges med fjernstyret racerbiler, dukker, snakkes om bryllup, udfordringer og selvfølgelig alt derimellem plus at vi også blev forkælet med lækker aftensmad og dessert. Og så skal det selvfølgelig også lige nævnes at vi inden desserten spillede som pigerne, det vil sige Ditte og jeg, naturligvis vandt :D
Vores søndag var lidt mere stille og rolig. Vi fik kigget lidt på nogle åbenbart alt for dyre biler, købt lidt ind i Bilka(blandt andet en lækker jordbærtærte) kørte vi hjem til mine forældre for at få kaffe og spise rigtig lækker aftensmad. Mine forældre har lige været på ferie i Hamburg, så det skulle vi selvfølgelig høre lidt om. Og vi fik besluttet os for at årets efterårs-familie-tur i år skal gå til en af mine yndlingsbyer, nemlig Hamburg, da det faktisk koster lige så meget som en tur i feriecenter. Så nu er det bestemt at jeg endelig skal gense Hamburg og endda vise den frem til hr. Hansen.
Så Søndag aften var jeg åbenbart bare helt færdig ;) 
Alt i alt har det været en helt fantastisk weekend. Håber i har nydt jeres :)

26. juni 2013

Midt i en travl uge...

Fejring af den dejligste civilingeniør jeg kender, en sød studine og den mest kreative lærer, er blandt andet hvad jeg har brugt de første dage i denne uge på.

Hr. Hansen afsluttede i Mandags hans 5 år på AAU med en fantastisk præstation og kan nu kalde sig civilingeniør i maskin og produktion. Jeg er så ekstremt stolt af ham og det blev fejret lige som han ville det med afslapning, hygge og lækker mad. Jeg havde for næsten en måned siden købt hans gave, og var meget spændt på om den nu også ville nå frem i tide. Men da vi sidder og spise sen(meget sen kl. 12.30) morgenmad kommer FedEx-manden og banker på med den. Var så perfekt timet, at jeg ikke selv kunne have planlagt det bedre :)
Min Tirsdag gik med en tur hjem til Stoholm for at fejre at min tidligere nabo igår fik huen på og at hendes storesøster fornylig blev færdiguddannet som lærer. Det er altid dejligt at være hjemme blandt de "gamle" naboer og catche up. Flere af os børn er flyttet fra de trygge rammer i Stoholm, så det er desværre ikke så ofte vi får set hinanden, men det er heldigvis altid lige hyggeligt når det sker. Og så skader det jo heller ikke at man bliver "forkælet" med lækker mad, kage og sodavand fra barndommen.
Det er desværre heller alt for ofte jeg får besøgt min bedstemor, så jeg stod tidlig op i morges og tog ind for at spise morgenmad med hende, inden jeg skulle med toget hjem til Aalborg. Selvom det kun blev til et par timers besøg, nød vi det begge to og det er jo altid bedre med et lidt kortere besøg end slet intet.

Min eftermiddag er gået med lidt shopping og et dejligt gensyn med en sød efterskoleveninde. Jeg havde ellers fået besked på af hr. Hansen at jeg ikke måtte købe noget inden min fødselsdag på Tirsdag, da både ham og min familie finder det meget svært at finde en gave til mig. Men jeg kunne altså ikke holde fingrene helt fra kortet i dag. Det blev til en fin orange top fra h&m til kun 50,- og en hvid, løs basis top som var på tilbud. Jeg kæmper virkelig hårdt for at retfærdiggøre mine køb ;)
Nu er hr. Hansen taget afsted for at fejre den nye titel med hans kammerater, så jeg har mig en mande-fri aften, som blandt andet betyder ny neglelak på de blege fusser. 
God aften til jer derude :)

18. juni 2013

Nye eventyr...

Som nogle af jer ved bliver hr. Hansen færdig som Ingeniør her om en lille uges tid og min kontrakt med butikken udløber hen midt i August, så vi har brugt de sidste mange uger og måneder på at finde ud af hvor vi skulle være og ikke mindst hvad vi skulle lave. Det hele har været meget usikkert og også lidt frustrerende ikke at vide hvor man befandt sig henne om bare 2 måneder... Men nu er der heldigvis kommet lidt mere styr på tingene. Der har været utrolig mange ting og muligheder oppe at vende og i sidste uge var jeg nede at snakke med en af underviserne på Teko i Herning om muligheden for at begynde på en Professionsbachelor hos dem, hvilket lød rigtig spændende.

Jeg fik tidligere i dag at vide at jeg er kommet ind på bacheloren i Design og Business med speciale i Branding & Marketing Management og derved er det nu sikkert at vi, forhåbentlig, om under 2 måneder bor i 7400 Herning... Nu er jagten så gået ind på en bolig, for der er lige pludselig ikke vildt lang tid til et helt nyt kapitel starter... Men JEG GLÆDER MIG!!!!!!
Så nu fejrer jeg at fremtiden er blevet lidt mere sikker, med en lækker Magnum og ro fra hr. Hansens side. God Tirsdag aften derude :)